De fleste er klar over, at en ægte kokkekniv kan gøre underværker i køkkenet. De skærer ikke bare bedre, men øger også lysten til at lave god mad. En skarp kokkekniv, som ligger godt i hånden, giver en fantastisk følelse, når man skærer råvarer ud. Her følger en anmeldelse af Qknives, som er forholdsvist nystartet firma fra Nordjylland.
Hvad er Qknives?
Først og fremmest er det måske på sin plads at få introduceret Qknives, hvis du i forvejen ikke er bekendt med brandet. Qknives er stiftet af de to passionerede køkkenentusiaster, Mike Horup og Mathias Lydersen, som begge har en forkærlighed for madlavning. De har ikke nogen egentlig erfaring fra kokkeverdenen, men det betyder ikke noget for knivenes kvalitet.
Virksomheden blev stiftet i starten af 2019, og fra starten har der været fokus på at stifte et brand, hvor kvalitet og god service var i højsædet – og det blev startskuddet på Qknives, der i dag er et forholdsvist etableret brand på trods af sin unge alder. Det siger selvfølgelig ikke meget om selve produktet, så herunder følger en decideret Qknives anmeldelse.
Qknives anmeldelse
Vores førstehåndsindtryk af Qknives
Vi har fået tilsendt et The Complete Set fra Qknives, som vi efterfølgende har brugt nogle uger på at prøve af. Knivsættet bliver leveret i nogle lækre æsker med Qknives’ logo på, og generelt er førstehåndsindtrykket godt. Kaster man et blik på indpakningen, så får man altså en følelse af, at det er et kvalitetsprodukt, man har i hånden.
Selve knivene er udstyret med et klart blad, der har et karakteristisk mønster, som efterlader et eksklusivt indtryk. I bunden af bladet er der desuden et mønster, som er med til at fuldende det luksuriøse look. Design og udseende er altid en individuel størrelse, men her er vi begejstrede ved første øjekast.
Qknives tilbyder flere forskellige knivsæt, og som nævnt har vi prøvet The Complete Set, som indeholder syv forskellige knive – gyuto-kokkekniv, nakiri-kniv, santoku-kniv, brødknive, udbenerkniv, utility-knive og til sidst urteknive. Det betyder altså, at der er knive til ethvert behov i køkkenet, og vi er derfor godt dækket ind, hvis vi lader os ‘nøjes’ med dette knivsæt fra Qknives.
Qknives byder på ultraskarpe knivblade
Alle knivene i The Complete Set fra Qknives er fremstillet af kvalitetsmaterialer. Skafterne er lavet af palisandertræ, som er en trætype, der ofte bliver brugt til kvalitetsknive. Det skyldes, at det er et utroligt slidstærkt materiale, som både er lækkert at holde ved og pænt at kigge på. Man får en følelse af, at det hele går op i en højere enhed.
Selvom knivene er flotte at kigge på og ligger godt i hånden, så siger det ikke meget om deres skæreevne. Det er dog heller ikke her, der bliver indgået nogle kompromiser. Bladet er nemlig lavet med en kerne af VG-1 stål og 67 lag damaskusstål. Det giver en utroligt høj hårdhed, som scorer hele 62 HRC på Rockwell-skalaen.
Måske siger det ikke så meget, hvis du ikke er bekendt med skalaen, men i bund og grund betyder det, at knivene har en utroligt skarphed, som bliver bibeholdt over tid, hvis du sørger for at passe ordentligt på dem. Til sammenligning ligger traditionelle knive på omkring 55-58 HRC på Rockwell-skalaen.
Jo højere, knivene ligger på skalaen, desto skarpere kan kniven derfor blive – og det betyder samtidig, at den holder sin skarphed bedre. Du kan derfor forvente knive, som både ligger godt i hånden, og som samtidig skærer til perfektion. Dog kommer du ikke udenom, at knivene skal slibes løbende over tid, hvis de skal bevare skarpheden.
Test og anmeldelse af Qknives’ kokkeknive
Vi modtog vores pakke med Qknives’ The Complete Set for omkring tre uger siden, og i mellemtiden har vi brugt dem som de primære knive i køkkenet. Det betyder, at denne test ikke siger så meget om, hvor godt knivene holder på sigt, men mere om, hvad vores førstehåndsindtryk er, efter de har været i brug i køkkenet i tre uger.
Her har de været brugt til at tilberede klassiske hverdagsretter, og det er egentlig også det, som er meningen med anmeldelsen. For du kan sagtens få langt dyrere kokkeknive, som dog i manges tilfælde sprænger budgettet for, hvad man som almindelig husstand investerer i køkkengrej, der skal bruges i madlavningen derhjemme.
I de forgangne tre uger er knivene primært blevet brugt til at tilberede aftenmåltider, og her har de fungeret til perfektion. Alle knivene ligger godt i hånden, og selve håndtaget er godt at holde om, selv når der skal hakkes og skæres i mange minutter ad gangen – og grebet bliver ikke dårligere, selvom du har våde hænder.
Knivenes skarphed kan vi heller ikke sætte en finger på. De har skåret til perfektion, og det kræver ikke mere end en let bevægelse, før den får godt fat i selv de mest hårdføre råvarer, uanset om der er tale om kød eller grøntsager. Det er dog især, når vi skærer kød, at knivene kommer til sin ret, da det her er tydeligt at mærke forskellen fra en almindelig køkkenkniv og kokkeknivene fra Qknives.
Det skal siges, at vi ikke har haft knivene i lang nok tid til at teste, om de bliver sløve på sigt – men indtil videre har vi anvendt dem kontinuerligt i tre uger, og de har ikke mistet skarpheden endnu, selvom de ikke er blevet slebet. Alligevel må det formodes, at de kommer til at trænge til en slibning efter et par måneders brug.
Disse knive har vi været begejstrede for
Der er selvfølgelig nogle af knivene i knivsættet, som vi har brugt mere end andre. Særlig Nakiri-kniven har været en stor hjælp, når der skal hakkes grøntsager. Det lige blad betyder, at kniven rammer en stor del af underlaget på én og samme tid, og det gør den nærmest uovertruffen til at hakke grøntsager og lignende råvarer.
Herudover er Santoku-kniven også værd at fremhæve, da den egner sig perfekt til at skære, snitte og hakke kød og fisk. Det er en alsidig kniv, som også kan bruges til grøntsager, men vi har været særligt glade for at udskære kød med den, da det skarpe blad og formen på bladet virkelig kommer til sin ret her.
De øvrige knive i sættet har også været i brug, men i en almindelig husstand vil man typisk bruge den samme knive til forskellige råvarer, selvom nogle egner sig bedre end andre. Alle knivene er skarpe og skærer ubesværet igennem overfladen, uanset hvilken råvare der er tale om.
Vores endelige dom over Qknives
Qknives har nu været i brug i tre uger, og de kommer formentlig til at være her længe endnu. I det relativt korte tidsrum, vi har haft til at teste knivene, har de levet op til hypen. De har holdt sig utroligt skarpe, og de har ikke krævet slibning endnu. Formentlig vil det dog blive aktuelt om et par måneder.
Herudover ligger kniven godt i hånden, og de er samtidig smukke at se på. De scorer højt på Rockwell-skalaen, og selvom det måske ikke siger så meget, så betyder det, at kvaliteten generelt er i toppen af skalaen. Du kan derfor forvente et fuldendt knivsæt, som samtidig ikke vælter budgettet, når man tænker over, hvor mange knive du får.
Der er altså ikke en finger at sætte på kvaliteten, selvom de enkelte knive formentlig ikke altid vil komme i spil til den specifikke råvaretype, som er er beregnet til. Det kræver for meget opvask, og du kan altså sagtens nøjes med at bruge dine favoritter. Dermed ikke sagt, at det komplette sæt ikke har sin berettigelse – for det har det.
Når du køber et komplet sæt, er det lige så meget for æstetikken i køkkenet. Med knivsættet får du én kniv til alle individuelle skæreopgaver, og selvom det ikke betyder, at du skal bruge alle syv knive, hver gang du tilbereder mad, så er det altid rart at have forskellige valgmuligheder ved hånden.